Stillingsopslag pr 12.5.2025
Cand. Psyk. Aut. (eller tæt på)

Drømmer du om at få masser af spændende opgaver indenfor det kliniske område med børn, unge og familier, så bør du se nærmere på denne mulighed i UngLiv.dk. Vi har aktuelt en masse spændende opgaver der skal løses, og har derfor brug for endnu en dygtig og dedikeret psykolog i vores team.
De primære opgaver vil være støttende forløb med henblik på fastholdelse i uddannelse samt almene behandlingsforløb med børn og unge (15-25 år)
i vores afdeling i Ryomgård.

Dertil kan der være mulighed for følgende opgaver – alt efter dine kvalifikationer:

• Tvær- og monofaglig supervision
• Sparring, psykoedukation og rådgivning af forældre, plejefamilier og omsorgspersoner
• Afholdelse eller assisterende opgaver ved kurser og foredrag
• Afholdelse af gruppeforløb, fx Cool Kids/Chilled, ungegrupper m.fl.
• Udredning/testning, screening og kliniske observationer
• Psykologisk debriefing, akut indsatser og kriseopgaver
• Varetagelse af rådgivende opgaver, fx vurdering af projektbeskrivelser, udvikling af videns- og informationsmateriale til brug for forældre eller tværfaglige aktører m.m.

Lidt om os: Vi er en lille, men spændende privat arbejdsplads. UngLiv.dk har eksisteret siden 2006, og vi sætter den faglige udvikling og menneskelige omsorg i højsædet. Dette gælder for vores unge klienter og deres familier, vores samarbejdspartnere og ikke mindst for os selv internt i huset. Vi elsker at udvikle os, lære nyt og derved blive endnu bedre til vores opgaver.
I UngLiv.dk er vi kendte for vores høje faglige standarder, og at vores arbejde er funderet i den klassiske kognitive tradition. Inspiration fra andre terapeutiske retninger er velkomne, men vi forventer du har solid erfaring med CBT, både teoretisk og i praksis.

Vi forventer både af os selv og hinanden, at barren for vores virke sættes højt, og at vi hele tiden stræber efter at gøre vores allerbedste. Det betyder ikke, at vi er perfekte. Tværtimod. Vi ved hvor komplekst og uforudsigeligt arbejdet med børn og unge kan være – derfor bruger vi hinanden til fulde.

Du vil derfor blive en del af et særdeles varmt og engageret psykologteam, hvor vi nyder både den faglige sparring, knivskarp supervision og det sociale nærvær omkring vores opgaver og fælles arbejdsliv.

Vi søger en psykolog, der ønsker friheden ved at være selvstændig, og samtidig have en hverdag fyldt med skønne kolleger og varierende opgaver. Dvs. du skal have eget cvr nummer eller tilknyttes som konsulent på timebasis.
Stillingen er berammet til mellem 15 og 25 timer og skal besættes seneste primo august. Gerne før.

Ansøgning sendes til afdelingsleder Inger Skovinger@ungliv.dk

Vil du høre mere om stillingen er du velkommen til at ringe til Marianne Schøler
Tlf. 24490740
Mail: marianne@ungliv.dk

Vi afholder løbende samtaler.

UngLiv.dk ApS – Jernbanegade 14 A – 8550 Ryomgård – CVR: 39444860