FAQ for pårørende

Her vil vi forsøge at besvare nogle af de hyppigst forekommende spørgsmål i forbindelse med en ungs opstart i behandling hos UngLiv.dk

Fandt du ikke hvad du ledte efter? Kontakt os, så vi kan hjælpe dig.

Hvad koster det?

En individuel samtale på 50 minutter koster 975 kr.
Hvis den unge er medlem af en sygeforsikring, vil den i nogle tilfælde dække en del af prisen. Kontakt evt. jeres forsikringsselskab for at høre nærmere om vilkår og dækning.

Kommer den unges navn ud nogle steder?

Nej. Vi følger reglerne for sikkerhed omkring personlige data. Den unges navn vil kun indgå i interne journaler som opbevares i aflåste skabe, medmindre andet er aftalt. Det kan eks. være nødvendigt at benytte navnet ved kommunikation med andre instanser, men i disse tilfælde vil der altid først indhentes samtykke fra den unge og/eller forældrene.

Kan jeg få indsigt i den unges forløb?

Den unges behandlende psykolog er underlagt tavshedspligt; dette gælder også overfor forældre. Det betyder, at forældre som udgangspunkt ikke kan få indsigt i indholdet af den unges forløb.
Er forældrene interesseret i information omkring forløbet, skal der gives samtykke fra den unge, og der skal laves klare aftaler mellem den unge og psykologen om, hvilke informationer, som må videregives. En ung har ret til at frabede sig videregivelse af information, hvilket psykologen skal efterleve.
Tavshedspligten er begrænset i følgende tilfælde
– Hvis den unge er til fare for sig selv
– Hvis andre er til fare for den unge
– Hvis den unge er til fare for andre.
I disse tilfælde er psykologen forpligtet til at underrette forældrene eller evt. andre instanser. Dette gøres altid efter aftale med den unge.

Hvem skal jeg kontakte?

Ved henvendelser, som drejer sig om spørgsmål til eller behov for opstart af psykolog-samtaler, kontaktes den behandlingsansvarlige psykolog på mail: behandlingsansvarlig@ungliv.dk el. telefon: 3042 0740
Ved spørgsmål til et igangværende forløb eller ved afbud kontaktes den unges egen psykolog.
Kontaktoplysninger findes her.

Hvor lang tid varer et forløb?

Det er meget individuelt, hvor mange samtaler de unge har brug for alt efter typen og sværhedsgraden af deres problemstillinger.
De fleste unge har som oftest brug for minimum fem samtaler. Lider den unge af angst eller depression må man ofte regne med cirka 10 samtaler. Ved svære problemstillinger kan der være behov for et længerevarende forløb.
De første to til tre samtaler afholdes oftest med en uges interval, derefter vil psykologen efter aftale med den unge samt vurdering af behov lægge samtalerne med to til tre ugers mellemrum. I nogle tilfælde og ved længerevarende forløb kan samtalerne lægges med længere tid imellem. F.eks. kan nogle unge have behov for månedlige opfølgninger.

Hvor finder jeg information om det at være pårørende til en ung med psykiske problemstillinger?

Følg linket til vores ”værktøjskasse” for pårørende med gode råd, informationsfoldere samt links til forskellige instanser, som tilbyder information og rådgivning.

Sådan kan et forløb se ud i arbejdet med unge

Kontakt

Du kan få kontakt med klinikken ved at udfylde en kontaktformular her. Når vi har modtaget din besked, vil vi forsøge at besvare den hurtigst muligt. Du kan også kontakte vores behandlingsansvarlige-psykolog på mail: 
behandlingsansvarlig@ungliv.dk 
eller på tlf: 3042 0740. Over telefonen vil vi sammen finde frem til, hvad du/I ønsker hjælp til, og om vi kan hjælpe. Derfra vil vi finde frem til, hvem af os er det rette match til jer. Derfra bliver I kontaktet med tid til en opstartssamtale

v

Første samtale

Den første samtale er jeres første møde med psykologen. I vil sammen finde frem til, hvad I skal arbejde med og finde frem til, hvad I behøver hjælp til. Her får du muligheden for at fornemme om vi har det rette tilbud til jer, og hvordan det er at snakke med os. Det er vigtigt for os, at I føler jer trygge i samtalen med psykologen.

w

Løbende samtaler

Efter den første samtale startes behandlingen. I behandlingen er der fokus på de problemer den unge oplever, og vi arbejder ud fra de emner der fylder for den unge. Undervejs kan der inddrages forskellige teknikker eller øvelser, som den unge kan arbejde med hjemme mellem samtalerne. Der er stor forskel på, hvor mange gange I skal mødes. Et typisk forløb strækker sig over 8 – 12 samtaler med ca. 1 – 2 ugers mellemrum.

N

Afvikling

Når tiden er til at afslutte forløbet, aftaler I sammen den sidste samtale for forløbet, som altid foregår i afstemning med den unge. Her kan I eventuel aftale muligheden for en opfølgende samtale ude i fremtiden, hvis den unge ønsker det. Ved sidste samtale laver i sammen en evaluering af forløbet, samt støttende tiltag, således, at den unge selv kan arbejde videre.

U

Opfølgning

Nogle gange kan det være en tryg støtte, at aftale nogle opfølgende samtaler over en tid, inden den unge afslutter forløbet med sin psykolog. På den måde, har den unge mulighed for at blive støttet i udviklingen over længere tid. Vi tilbyder også altid at genoptage et forløb som er afsluttet, derfor er den unge altid velkommen til at kontakte sin psykolog igen, selvom forløbet er afsluttet.