Ungliv kognitiv trænning
Børn og unge i terapi
Ungliv kognitiv psykolog

Spiseforstyrrelserne deles op i to kategorier: anoreksi og bulimi. Anoreksi og bulimi er særskilte lidelser, der dog kan optræde sammen i en blandingstilstand eller kan optræde på skift hos det enkelte menneske.

Herudover findes også det man kalder overspisning (Binge Eating Disorder), der adskiller sig fra bulimi ved, at man ikke kaster op. Overspisningen har en vægtøgning til følge.

 

Nogle mennesker, særligt unge, oplever at være overdrevent fokuseret på mad eller kropsligt udseende uden at spise for lidt eller meget. Dette er ikke en spiseforstyrrelse i sig selv men en forstyrrelse i tænkningen om mad og krop. Og sidst er der gruppen af børn og unge der er overdrevent kræsne eller måske oplever angst forbundet med forskellige mad-typer. Heller ikke dette betragtes som en egentlig spiseforstyrrelse men behandles som en angstproblematik. Overdreven kræsenhed kan dog i nogle tilfælde udvikle sig til en spiseforstyrrelse/spiseværing.


Det er overvejende kvinder, der lider af spiseforstyrrelser. Ofte er det kvinder der i særlig høj grad er optaget af at handle og fremstå perfekt. Spiseforstyrrede er ofte deprimerede samtidig med spiseforstyrrelsen.

Anoreksi:

Anoreksi er også bedre kendt som nervøs spisevægring. Anoretikeren føler sig tyk og fed og ønsker derfor at tabe sig. Dette gør anoretikeren ved at spise meget lidt og meget fedtfattigt, at motionere meget og evt. at anvende midler, der fremmer vægttab (afførings- og væskedrivende midler). Nogle anoretikere kaster desuden op med vilje, når de har indtaget føde eller væske, der indeholder kalorier.

Tilstanden betegnes først anoreksi, når vægttabet er succesfuldt og kropsvægten er under 15% af det forventede. Hvis man anvender BMI (Body Mass Index) siger man, at normalen er mellem 18 og 25. Hos børn kan anoreksi også diagnosticeres, når kropsvægten ikke stiger som forventet, og barnet har ovenstående adfærd.

Anoreksi er meget alvorlig, da for lidt mad over længere tid fører til underernæring, hvilket påvirker kroppens hormonelle system og kan give en række fysiske og psykiske sygdomme over tid. Således udebliver kvindernes menstruation og mændenes potens og libido mindskes væsentligt.

Ca. 0,3 % af danske kvinder mellem 15 og 45 år lider på et givent tidspunkt af anoreksi (Sundhedsstyrelsens rapport om anbefalinger for organisation og behandling, 2003).

Der er desværre ca. 20% af alle anoretikere, der dør af deres lidelse, hvorfor der er meget god grund til at søge behandling så hurtigt som muligt.

Bulimi:
Bulimi betegnes med et dansk udtryk som nervøs spiseanfaldstilbøjelighed. Bulimikeren føler sig som anoretikeren tyk og fed. Hovedkarakteristikaet er en stor spisetrang og spiseanfald mindst 2 gange ugentligt over en længere periode (mindst 3 mdr.). Vægtøgning forsøges mindsket med opkastninger, faste, afføringsmidler og slankemidler.

Bulimikere får mere tilstrækkelig næring end anoretikere, men hyppige opkastninger forstyrrer kraftigt kroppens balance og kan som ved anoreksi give fysiske komplikationer.

Ca. 2% af danske kvinder mellem 15 og 45 år skønnes at lide af bulimi (Sundhedsstyrelsens rapport om anbefalinger for organisation og behandling, 2003).