Kort sagt: Hvis man går rundt og er bange for noget, er sandsynligheden for at blive angst større. Men angst øger ikke sandsynligheden for at det frygtede egentlig sker.
Udløsende episode for panikangst er ofte en situation, hvor den enkelte har været under højt pres. I denne situation har han/hun oplevet en angst og ubehagelige kropslige fornemmelser, som i nuet var uforklarlige og uforståelige. Efter denne situation dukker angsten for angsten op. Når angsten for angsten er der, igangsættes alarmberedskabet meget hurtigere end tidligere, fordi det frygtede er så ubehageligt, at det er bedre at reagere for hurtigt end for langsomt. Jo flere gange, kroppen har reageret med høj angst, des hurtigere igangsættes alarmberedskabet. Panikangst er med andre ord en ond cirkel, hvor angsten ”fodrer” sig selv.
For mange unges vedkommende er et panikangst anfald en voldsom og meget ubehagelig oplevelse. Man kan frygte alvorlig sygdom eller at miste bevidstheden. Ydermere har unge en særlig sårbarhed, da de færreste ikke ønsker at falde udenfor det normale. Bare tanken om at være anderledes, svag eller mærkelig er nok til at forstærke panikangst hos unge. Derfor er det vigtigt at komme tidligt i behandling så der ikke udvikles den onde cirkel med forstærkende sikkerheds- og undvige strategier.
Det er vigtigt at understrege, at man ikke er psykisk syg eller skør, når man oplever angst. Forenklet sagt, er angst en overreaktion af kroppens naturlige flugt mekanismer overfor en truende fare. Problemer er bare, at faren ikke er lige foran dig - men i dine tanker.
Fordi panikangst tilsyneladende er uspecifik, diffus og derfor uforudsigelig, ledsages panikangst ofte af agorafobi. Agorafobi er angsten for at færdes alene uden for hjemmet. Agorafobikeren undgår derfor en lang række situationer udenfor husets fire vægge.
Over et liv er risikoen statistisk set mellem 3 og 5% for at udvikle panikangst. Livstidsrisikoen for agorafobi er mellem 5 og 6 % (Hougaard, 2006).
