Socialfobi er frygten for at falde udenfor og derved pådrage sig andres kritiske vurdering. Socialfobi er derfor ofte karakteriseret ved rødmen, rysten, frygt for at kaste op og vandladnings- eller afføringstrang eller frygten herfor. Da kernen i socialfobien er frygten for at gøre noget, der falder udenfor det socialt acceptable, har socialfobikeren ofte megen undgåelsesadfærd. 

Ved at undgå situationer, mennesker og opgaver kan socialfobikeren undgå at gøre noget pinligt, at blive til grin, blive nedgjort eller kritiseret. Undgåelsesadfærden kan til sidst blive så invaliderende at det bliver svært at bevæge sig udenfor sin trygge bolig, eller hvis det ringer på døren. Hvis socialfobikeren er tvunget til at være i situationer med potentiel kritik fra andre, vil han/hun opleve angstsymptomer. I sådanne situationer udvikler socialfobikeren det der kaldes sikkerhedsadfærd. F.eks. vil en socialfobiker spænde i musklerne for at undgå at ryste eller tale sagte for ikke at gøre sig alt for bemærket. Desværre har sikkerhedsadfærden den effekt, at symptomerne forværres. Og til sidst kan bare tanken om at være sammen med andre udløse angstens symptomer.

Et særligt kendetegn ved socialfobi er selvfokus. Når socialfobikeren tænker på eller er i en social situation, vil fokus være på de negative forventninger og angstsymptomerne. Mange socialfobikere ser dem selv udefra, hvor de forestiller sig/ser det værst tænkelige ske. Fordi socialfobikeren er i selvfokus, ser han/hun ikke situationen realistisk og angsten vedligeholdes derfor.

Socialfobi minder meget om generthed. Og mange socialfobikere mindes også at have været generte og tilbageholdende tidligere i livet. 

Socialfobi kan være meget specifik og kun dukke op i helt bestemte situationer. Er angsten meget generel og fylder næsten alle livets situationer, taler man om socialangst.

 

I løbet af et helt liv er risikoen statistisk set 13% for at udvikle socialfobi (Hougaard, 2006).